Faste bestillinger – nu med økonomi-del!


Bestillingsmodulet har nu eksisteret i godt og vel et år, og er i den periode blevet forbedret på mange fronter. Den seneste forbedring har været meget efterspurgt, og med god grund: Når man alligevel styrer sine faste bestillinger med modulet, ville det være smart, hvis det også kunne hjælpe med den økonomiske side af sagen! Det er trods alt noget der bliver brugt rigtig meget tid på rundt omkring på bageri-kontorerne – at gennemgå kundernes bestillinger, og få lavet nogle fakturaer til dem, så der kan komme nogle penge i kassen 🙂

Så ville det ikke være rart, hvis man kunne lave sådan noget som det her:

Det kan man heldigvis nu. Jeg vil kort gennemgå hvordan det foregår.

Lad os lige opsummere hvad bestillingsmodulet kan, mht. faste bestillinger:

  • Håndtere hvor mange af hvert produkt, en fast kunde skal have på de forskellige ugedage.
  • Håndtere “engangs”-ændringer – altså ændringer i den faste bestilling der bare gælder for én dag.
  • Håndtere “tilbagevendende” ændringer – altså ændringer der kommer igen hvert år (f.eks. helligdage), eller med andre intervaller.

(hvis du ikke kender så meget til bestillingsmodulet kan du se den seneste video, der viser netop det, der beskrives ovenfor: https://youtu.be/ZHuHPzTqVN4)

Dvs. der er fuld fleksibilitet mht. til at få angivet, hvor meget de forskellige kunder skal have på en given dag. Og det har man kunnet bruge til at lave produktionslister, og følgesedler til kunderne. Det vi så har tilføjet er, at man kan koble beløb på følgesedlerne, således at man kan se hvor meget en kunde skal betale for en given ordre, og altså bruge det i forbindelse med fakturering af kunden.

Hidtil har der i FoodInfo blot været én pris pr. produkt – nemlig den pris der f.eks. bruges til at skrive ud på en label eller en hyldeforkant. Altså butikkens almindelige udsalgspris. Men når vi har med faste kunder, er det ofte andre priser der benyttes – og endda vil der ofte være forskellige priser, afhængig af hvilken kunde der er tale om. Det har vi løst ved at gøre det muligt at oprette vilkårligt mange prisgrupper, og så sætte hver kunde til at tilhøre en bestemt prisgruppe. Her har vi oprettet to prisgrupper, og er inde i redigering af en kunde:

Det er utrolig nemt at oprette prisgrupper. Først opretter man selve gruppen her:

Derefter skal man jo fylde nogle priser i, så når man trykker på blyanten kommer man ind i et skema lignende det her (her viser vi bare starten):

Og har man mange produkter, kan det jo godt være lidt af en opgave at få indtastet alle priser. Men heldigvis er det jo ofte sådan, at en prisgruppe f.eks. vil være “vores normalpriser minus 10%” eller lignende – så derfor er der denne lille boks under skemaet:

Med den kan man i ét hug sætte alle priserne til f.eks. 10% rabat – og også, som der står, evt. vælge at trække momsen fra, hvis man hellere vil have priser uden moms på sit faktureringsgrundlag. Og man kan selvfølgelig justere efterfølgende.

Du er som altid meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål og/eller gode ideer. Mail til info@foodinfo.dk – eller tlf. 5223 6999