Herunder finder du svar på en række af de mest almindelige spørgsmål folk sidder med, når de bruger FoodInfo. Finder du ikke dit svar her, er du velkommen til at kontakte os, se nærmere på kontakt-siden.
Principper og opsætning
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “generelt”)
Brugere og rettigheder
Mine menuer er væk – jeg har kun “Opskrifter”!
Det tyder på at du er logget ind som “forretning” eller “produktion” brugeren. Hvis du skal arbejde med opskrifter og/eller ingredienser, skal du være logget ind som mester. Se mere HER.
Hvordan ser/ændrer jeg mine brugeroplysninger?
Inde på kontrolpanelet (den side du som regel kommer ind på v. login) er der en blå knap der hedder “Konto-indstillinger”. Trykker du på den, kommer du ind på en side hvor du kan ændre de data, du er registreret med. Her kan du også angive hvis du f.eks. har en rabataftale.
Jeg har glemt min adgangskode!
Så går du ind på login-siden (http://foodinfo.dk/app/login.php) og trykker på den nederste grå knap, “Jeg har glemt min adgangskode”. Så får du en mail i løbet af ca. 5 minutter, med en link til en side hvor du kan sætte dine 3 adgangskoder – altså for “mester”, “forretning” og “produktion”. Du sætter alle 3 på én gang, og der kan godt være flere der er ens. Men lav helst “mester” koden anderledes end de to andre, så det kun er mester der kan ændre og slette ting.
Hvad er det for noget med “mester”, “forretning” og “butik” brugere?
Du har 3 logins/brugernavne (se velkomstmail). Alle 3 logins giver adgang til alle kontoens opskrifter, men med et specifikt sæt af rettigheder. Lad os sige at du har ønsket brugernavnet “bagerbob”. Så har vi oprettet følgende 3 logins, med de nævnte formål og rettigheder:
bagerbob: Dette er bagermesterens login, og det giver adgang til alle systemets faciliteter, dvs. til at se og oprette opskrifter, se og oprette ingredienser, og alt hvad systemet ellers kan.
bagerbob-f: Dette login bruges af medarbejderne i forretningen. De har ikke brug for at redigere i hverken opskrifter eller ingredienser, men til gengæld vil de gerne hurtigt og nemt kunne finde og overskue indhold og deklaration af produkterne.
bagerbob-p: Dette login bruges af medarbejderne i produktionen. De har brug for at kunne finde opskrifterne nemt, og at arbejde med dem (f.eks. skalere op og ned).
Som udgangspunkt har alle 3 logins det samme password (det, du angav under oprettelsen), men du kan ændre dem ved at trykke “glemt password” på login-siden.
Hvordan logger jeg ud?
Oppe i menulinjen, ovre mod højre, finder du et “speedometer” ikon, som bringer dig til “kontrolpanel” siden.
Her finder du en “log ud” knap i den første “boks”.
Opsætning og indstillinger
Hvilken browser skal jeg bruge?
Chrome? Firefox? Internet Explorer? Noget fjerde? Langt de fleste ting i FoodInfo fungerer fint med de fleste browsere, men når det kommer til udskrift, laver vi nogle lidt specielle ting, som det er Chrome der er bedst til at håndtere. Hvis du ikke har Chrome kan du downloade den HER.
Opskrifter og produkter
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “opskrifter”)
Indtastning af opskrifter
Jeg kan ikke rette i min opskrift?!
Man kan “gå ind på” en opskrift på to måder – enten for visning eller for redigering. Hvis man ude i opskriftslisten blot klikker på et opskriftsnavn, kommer man ind i visningen, og her kan man ikke rette noget. Men derfra kan man gå til redigering, ved at trykke på “blyanten” oppe i nærheden af opskrifts-navnet (og den anden vej, ved at trykke på “øjet”, når man er i redigering). Man kan også gå direkte til redigering ude fra listen, ved at trykke på blyanten dér, i stedet for på opskriftsnavnet.
Hvor stor en mængde skal jeg lave min opskrift til?
Det korte svar er: “Den mængde du normalt laver”, eller hvis det varierer, “en anden realistisk mængde”. Det du i hvert fald IKKE skal gøre (når det gælder brød, stykker, mindre kager osv.), er at lave opskriften til ét produkt. Det skyldes simpelthen, at visse ingredienser – det kunne være salt – indgår i så lille mængde, at du bliver nødt til at runde af til nærmeste hele gram (det er max. præcision i FoodInfo).
Hvis du så f.eks. skal bruge 0.3 g salt i et rundstykke, er du nødt til at vælge 0 eller 1 gram – og som du nok kan regne ud vil begge dele give problemer, hvis du ganger opskriften op til det antal rundstykker, du bager på en dag!
Mht. delopskrifter bliver vi nogle gange spurgt om, hvorvidt man skal oprette dem i de mængder, de skal bruges i andre opskrifter. Det er IKKE nødvendigt. Igen, opret delopskriften i “en realistisk mængde”. Når den senere bliver brugt i en anden opskrift, bliver der jo angivet hvor stor en mængde af delopskriften der skal bruges, og så vil den blive skaleret herefter.
Hvordan ændrer jeg rækkefølgen i min opskrift?
Det er nemt – tag fat i det stribede felt til venstre for en ingrediens, og ryk den op eller ned. Gør det indtil ingredienserne står som de skal, og husk så at tryk “opdater”.
Opdeling af opskrifter
Hvad skal jeg tænke på, når jeg starter på at taste opskrifter?
Først og fremmest: Tænk i delopskrifter. Hvad har du af grunddeje, fordeje, pynt, og andre ting du kan genbruge fra opskrift til opskrift. Se mere under dette spørgsmål.
Dernæst: Lav dine opskrifter i en mængde, som er god at arbejde med, altså en mængde som du realistisk set vil lave i din produktion. Laver du opskriften for blot et enkelt brød/rundstykke/kage, kan du risikere at du ikke kan angive præcist nok (vi arbejder kun i hele gram!) hvor meget der er i af forskellige “små” ingredienser.
Hvorfor er det så smart med delopskrifter?
Det er smart af mindst to grunde:
- Du kan genbruge grunddeje, pynt, og andre ting der går igen i dine opskrifter
- Dine opskrifter bliver meget lettere at læse for f.eks. bagersvenden
F.eks. undgår du at svenden blander alle ingredienser incl. fordej, pynt og det hele!
Hvis opskriften er lavet uden delopskrifter ser den f.eks. sådan her ud:
vand
gær
mel
salt
sesamfrø
Hvis den er lavet med grunddejen som én delopskrift, og pynten som en anden, ser den sådan her ud (selvfølgelig med mængder på):
Grunddej, franskbrød:
vand
gær
mel
salt
Pynt, sesam:
sesamfrø
Er vi enige om at den sidste er lettest at læse, og sværest at lave fejl i? Og opskriften kan jo laves ved at indtaste TO ingredienser: “Grunddej, franskbrød”, og “Pynt, sesam”. Som du garanteret skal bruge mange gange, begge to. Så det går også stærkt.
Hvad kan jeg med fordel lave som delopskrifter?
Det man som regel laver til delopskrifter er sådan noget som:
- Grunddeje
- Fordeje
- Iblødsætninger
- Cremer
- Fyldninger
- Pynt
- “Halvfabrikata”, f.eks. rasp, makroner
- … og alt hvad du ellers bruger i mere end én opskrift!
Gør man dette, vil man tydeligt kunne se i opskriften for et produkt, hvilke ingredienser der til hører grunddejen, hvilke der er pynt, osv. F.eks. at sesamfrø ikke skal køres med i dejen, når de nu er til pynt!
Husk at delopskrifter godt kan indeholde andre delopskrifter. F.eks. kan et færdigt produkt indeholde rasp, som igen indeholder franskbrød, som igen indeholder franskbrøds-grunddej (som måske endda indeholder en fordej). Når du først har lavet delopskrifterne skal du overhovedet ikke tænke på dette – det holder systemet styr på!
Hvad gør jeg hvis jeg ikke har fået delt op i delopskrifter?
Hvis du allerede har fået indtastet en mængde opskrifter, og ikke har fået lavet grunddejen for sig, pynten for sig, osv., så er der en funktion til at få det “skilt ad”.
(Hvorfor skal jeg det? Se HER!)
Du trykker på “sakse-ikonet” inde i opskrifts-redigeringen eller -visningen – så kommer du til en side, hvor du kan markere de ingredienser, der udgør f.eks. grunddejen, og så få dem “splittet ud” i en separat opskrift.
Har du fået lavet mange opskrifter hvor du har repeteret den samme grunddej i dem alle, laver du “splittet” én gang, og ved de efterfølgende opskrifter må du så ind og slette grunddejs-ingredienserne, og i stedet tilføje grunddejen. Det samme med pynt, og hvad du ellers ønsker at genbruge, og få til at træde frem som adskilte dele i opskriften.
Løbende vedligehold af opskrifter
Hvad hvis jeg skal ændre én lille ting i mange opskrifter
Nogle gange skal man lige ind og ændre en lille ting i mange opskrifter – f.eks. sætte priser på, sætte stregkodeværdier, eller ændre layoutet for en række produkter. Så kan det være træls at skulle ind i hver enkelt opskrift, ændre, gemme, tilbage til listen, og videre til næste.
Heldigvis er der punktet “rediger mange” under “Opskrifter”. Her kan du indstille en lang række værdier for en opskrift, for mange opskrifter ad gangen. Bemærk, du kan vælge hvilke værdier der skal vises for hver opskrift, så du kan koncentrere dig om det, du skal rette.
Kan jeg ændre en ingrediens i alle mine opskrifter?
Det kan af og til være nødvendigt at ændre en bestemt ingrediens i alle ens opskrifter – f.eks. hvis man skifter leverandør af ingrediensen. Det er heldigvis let – man går bare ind under “ingredienser”, “søg og erstat”.
Her starter man så med at vælge hvilken ingrediens det er, man vil skifte ud. Så finder systemet alle de opskrifter den indgår i. Som udgangspunkt er de alle markerede til at få ingrediensen ændret, men du kan vælge at fjerne markeringer. Du skal også angive hvilken ingrediens der skal skiftes til, og når du så går videre, vil der blive lavet “søg og erstat” på ingrediensen, i alle de opskrifter du har markeret.
Ingredienser
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “ingredienser”)
Søgning i ingredienser
Kan jeg få en liste over de ingredienser, jeg selv har oprettet?
Ja, gå ind under “ingredienser”, “oversigt”, og vælg “mine” i boksen “ejerskab”.
Kan jeg få en liste over ingredienser fra en bestemt leverandør?
Ja – gå ind i “ingredienser”, “oversigt”, og vælg den aktuelle leverandør i “leverandør” boksen. Hvis der ikke kommer noget frem, så se HER.
Adgang til ingrediens-data
Der er alt for mange ingredienser! Hvad gør jeg?
Ja, der er mange ingredienser, og der kommer endda flere og flere. Vi har givet et par muligheder for at gøre det mere overskueligt. Inde under menupunktet “Ingredenser->Filtrér” kan du få lidt orden i kaos!
For det første kan du angive din hovedleverandør. Hvis du får de fleste af dine ting ét sted fra, så angiv denne leverandør som hovedleverandør, så vil ingredienserne herfra komme først i listen, når du taster opskrifter.
For det andet kan du vælge, hvilke leverandører du overhovedet ønsker at se. Fjern fluebenet fra dem, du ved du ikke bruger. BEMÆRK: Det er en dårlig idé at fjerne “Anden/ukendt”, da ikke al data er kategoriseret.
For det tredje kan du fjerne hele kategorier af simple ingredienser – f.eks. er det ikke sikkert du som bager bruger så meget fisk!
Men husk, efterhånden som du bruger ingredienser i dine opskrifter, vil disse ingredienser få en særlig status, og komme til at stå øverst, markeret med en lille stjerne, når du taster ind. Det gør det også lidt nemmere – når man først er i gang.
Jeg kan ikke finde ingredienser fra leverandør X?
Hvis du ikke kan finde ingredienser fra en bestemt leverandør, kan der være (mindst) fire årsager:
- Leverandøren er “slået fra” i dine indstillinger
- Ingrediensen hedder noget andet, end det du kender den som
- Måske har du slået “typer” over på “simple”?
- Vi har ikke ingrediensen i systemet
Nr. 1 undersøger du ved at gå ind under “Ingredienser”, “filtrér”. Her kan man vinge af, hvilke leverandører man ønsker at se ingredienser fra. Måske er din leverandør X ikke vinget af? Der er et par stykker der ikke er vinget af fra starten.
Nr. 2: Prøv at søge på lidt andre ordvalg/stavemåder. Eller prøv evt. at søge på varenummeret (i “navne”-søgefeltet).
Nr. 3: “Simple” ingredienser er helt generelle ingredienser, der ikke har en bestemt leverandør. Vælg i stedet “sammensatte”.
Nr. 4: Skriv en mail til os og bed os om at oprette ingrediensen. Hvis du selv har, eller kan skaffe databladet, så send det med!
Håndtering af mangler i data
Kan jeg bruge en ingrediens der “ligner”, hvis den rigtige mangler?
Du kan godt bruge en lignende ingrediens som en midlertidig løsning. Du skal selvfølgelig lige overveje om de mht. ingrediensliste og næringsindhold er rimeligt ens. Hvis du ikke udskriver næringsindhold, kan du helt se bort fra det, og blot kigge på ingredienslisten. Har du f.eks. to slags mel, der begge består af malede hvedekerner og ascorbinsyre, gør det ikke den ringeste forskel på ingredienslisten om du har brugt den “rigtige” eller en anden (men så enkelt er det selvfølgelig ikke altid!).
Når den rigtige ingrediens så kommer ind i systemet (vi arbejder jo hele tiden på at få nye gode data ind), kan du lave “søg-og-erstat” i dine opskrifter, og erstatte alle forekomster af den “midlertidige” ingrediens med den rigtige. Det er lynhurtigt gjort.
Kan jeg lave min egen variant af en eksisterende ingrediens?
Ja, det kan du, men vi vil godt bede dig overveje det en ekstra gang. Er det fordi der er fejl i den eksisterende? Eller på anden måde et problem, som andre måske også kunne have? For så vil vi rigtig gerne bede dig om at skrive til os i stedet, så vi kan løse problemet.
Hvis du laver din egen variant, fraskriver du dig jo samtidig fra opdateringer fra producenten – det er en “blind vej”.
Indtastning af ingredienser
Jeg kan ikke rette i min ingrediens?!
For det første kan man kun rette i ingredienser, man selv har oprettet. Hvis du føler dig nødsaget til at rette i en ingrediens i databasen, der ikke er din egen, må du tage en kopi først. Men overvej lige først om det er en god ide: SE HER.
Men ellers: Man kan “gå ind på” en ingrediens på to måder – enten for visning eller for redigering. Hvis man ude i ingredienslisten blot klikker på et ingrediensnavn, kommer man ind i visningen, og her kan man ikke rette noget. Men derfra kan man gå til redigering, ved at trykke på “blyanten” oppe i nærheden af ingrediens-navnet (og den anden vej, ved at trykke på “øjet”, når man er i redigering). Man kan også gå direkte til redigering ude fra listen, ved at trykke på blyanten dér, i stedet for på ingrediensnavnet.
Labels og udskrift
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “Labels og udskrift”)
Layout og printmedie
Når jeg ændrer layout og/eller printmedie huskes det ikke?!
Det lyder som om du ændrer det inde på udskrifts-siden. De ændringer du laver inde på udskrifts-siden er hovedsagelig “sidste-øjebliks” ændringer, til den udskrift du netop skal til at lave. Permanent ændring af layout og/printmedie – samt de andre egenskaber som pris, vægt, antal osv. – skal laves inde i selve opskriften.
Undtagelsen er dog de ting du laver i “Layout-tilpasning” – dem kan du vælge at gøre permanente ved at gemme dem for layoutet, kategorien eller opskriften.
Hvordan vælger jeg layout og printmedie (label)?
Det er et lidt større spørgsmål, og der er lidt hønen og ægget i det:
Har du allerede en printer du skal bruge, og måske endda en label-størrelse du skal bruge, er det givet om du skal bruge A4-ark eller labels på ruller, og måske også hvad størrelse labels har. Så bør du sætte dig til at kigge på de forskellige layouts, med den konkrete type/størrelse labels, og se hvad du kan få til at se godt ud. De forskellige layouts lægger mere eller mindre vægt på at tingene skal være kompakte. Så er du “tvunget” til at bruge en forholdsvis lille label, må du finde et layout der er rimelig kompakt.
Hvis du ikke har valgt printer og/eller labelstørrelse endnu, kan du tage en lidt anden tilgang til det: Så kan du vælge hvilket layout du bedst kan lide, og så kigge på eksemplet med en af dine “længste” opskrifter (opskrift med lang ingrediensliste). Forsøg dig så med forskellige label-størrelser, og se hvor stor den skal være, for at alt kan være på label’en.
Men husk – man kan lave rigtig meget om i eksisterende layouts vha. layout-tilpasning – og du kan også få os til at special-tilpasse et layout til dig (det lyder dyrt, men det koster nu ingenting).
Skriv eller ring til os hvis du er i tvivl – der er rigtig mange muligheder med layouts, men det gør det også sværere at overskue. Vi plejer hurtigt at kunne finde frem til den rette løsning for den enkelte!
Layout-tilpasning
Jeg vil gerne fjerne/ændre et felt på min label
Hvis du bruger et layout der hedder noget med “flex” kan du let fjerne eller ændre et felt på din label. Du kan f.eks. fjerne “fremstillet” datoen, eller ændre “Pris” til “Specialpris”.
Det er ikke så nemt at forklare hvordan, men vi har lavet en video om det HER.
Hvordan får jeg mit logo og adresse mv. på labels?
Når man skriver ud, kommer logo og kontakt-info fra ens opsætning. Den opsætning finder du under “Layouts->Indstillinger”. Der kan du uploade en logo-fil (og evt. indstille hvor stort logoet skal være v. udskrift), og du kan indtaste din forretnings navn og adresse. Denne “kontakt-info” er som bekendt lovpligtig at have på labels, men bemærk, at det er fuldt ud lovligt blot at angive forretningens web-adresse (f.eks. www.bagerbob.dk) som kontakt-info.
Teknik og indstillinger vedr. udskrift
Hvordan indstiller jeg labestørrelsen på min SATO printer?
Når du skifter mellem forskellige størrelser labels er du desværre nødt til at gå ind og sætte den aktuelle størrelse ved hvert skift. Vi har skrevet en “opskrift” på hvordan, HER.
Trykket “rammer ved siden af” labels på A4-ark
Hvis du bruger A4-ark med mange labels på, f.eks. 2×4, kan du komme ud for at alle labels (tryk) ikke “sidder rigtigt” i forhold til labels på arket. Det kan skyldes 2 ting:
- “Klassikeren”: Browseren sætter selv ekstra marginer på, når den skriver ud. Det vil man normalt gerne have, men FoodInfo vil alstå gerne have 100% kontrol med marginerne. Ud for “Udskriv label” knappen er der et “information” symbol. Tryk her og se hvordan du får chrome til ikke at tilføje marginer.
- Ikke alle 2×4 ark er ens. Der kan være forskellig mængde “luft” i siderne og i top og bund. Der kan måske endda være luft imellem labels. Så hvis problemet ikke skyldes pkt. 1, så tag et billede af dit label-ark med det forfejlede tryk og send det til os (support@foodinfo.dk). Så ser vi om der skal oprettes et nyt print-medie.
Udskrifts-problemer
Teksten kan ikke være på min label!
Dette problem kan have mange årsager:
- For lille label (print-medie)
- Forkert layout
- Layout ikke tilpasset
- Forkert printer-opsætning
Pkt. 1 er selvfølgelig kun relevant, hvis man har mulighed for at bruge en større label, når ens ingrediensliste bliver lang. Men så er det det, der er løsningen.
Pkt. 2 dækker over, at der jo er mange forskellige layouts, hvor nogle er egnede til store, og nogle til små labels. Dem til store, vil ofte “rutte” lidt mere med pladsen, for at få et mindre presset look. Så prøv med et andet layout.
Pkt. 3 handler om, at man med de forskellige “flex”-layouts kan tilpasse bl.a. skriftstørrelser og linjeafstande, og fjerne elementer helt, på sine labels. Det vil ofte kunne løse de fleste pladsproblemer.
Pkt 4 går på at browseren, man skriver ud fra, ofte gerne selv vil lægge lidt marginer til det man skriver ud. Det duer ikke med FoodInfo. Marginer skal sættes til “ingen”. Se “info” boksen på udskrifts-siden, der forklares det hvordan det gøres i Chrome (der er den anbefalede browser til FoodInfo, se HER)
Vi anbefaler at se videoerne HER for at få styr på både de basale og de mere avancerede muligheder, inden man giver op og ringer til os 🙂
Modulet Kalkulation
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “kalkulation”)
Hvorfor bliver min kostpris ikke beregnet?
For at kostprisen kan beregnes, skal vi kende prisen på alle ingredienser. Hvis FoodInfo ikke kan beregne kostprisen, vil der også stå, hvilke ingredienser der er “skyld i” at det ikke kan lade sig gøre. Der er ligeledes en link til den side, hvor du kan holde styr på dine ingrediens-priser (hvad enten du indtaster selv, eller bruger leverandørens). Se mere her.
Hvordan styrer jeg mine indkøbspriser?
Kalkulationen er baseret på dine indkøbspriser. Dem kan du styre på siden “Kalkulation->Priser”. På siden er der en linje for hver ingrediens, du bruger i dine opskrifter. For hver ingrediens er der et felt med en listepris, og et felt med “din pris”. Listeprisen er udfyldt, hvis leverandøren stiller den til rådighed. “Din pris” kan du selv indtaste. Og hvis der er en listepris, kan du gøre den til “din pris” ved at trykke på den blå knap mellem felterne. Du kan også i “et hug” overføre alle listepriser som dine egne, med knappen “Brug alle listepriser” øverst i billedet. Alle priser er excl. moms.
Modulet In-store display
(klik evt. her for at se videoer i kategorien “In-store display”)
Hvordan kan jeg vise in-store display uden at skulle logge ind?
Gå ind under “Moduler”, “In-store display”, “Indstillinger”, og find den “login-fri url”. Med den kan du vise din in-store side uden at være logget ind. Det er praktisk når du har den kørende på en skærm i butikken – her vil du nødig skulle logge ind fra tid til anden, fordi dit login udløber.
Se også HER.
Hvordan undgår jeg at kunderne “fusker” med in-store skærmen?
Din in-store skærm skal helst bare vise in-store display, og det skal ikke være muligt for kunderne at gå ud af det, og ind på andre hjemmesider eller endda andre apps. Derfor kan man bruge en “kiosk mode” app, der spærrer for dette. De skærme du køber hos os har allerede sådan en app indbygget. Hvis du bruger en iPad, har vi gode erfaringer med “Kiosk Pro Lite”. Vi har ikke noget konkret bud på Android, men kontakt os hvis det bliver aktuelt – så finder vi noget!
Kan jeg ændre på den måde In-store bliver vist på?
Det nemmeste er at gå ind i indstillings-menuen, under “moduler”, “in-store display”, “indstillinger”, og kigge de forskellige muligheder igennem. Du kan f.eks. vælge farvetema, vælge hvilket budskab der primært skal vises for produkterne, vælge om produktfotos skal vises, og flere ande ting.
Hvordan bestemmer jeg hvilke produkter der skal vises?
Bortset fra de produkter, man fravælger vha. allergene-filteret, bliver alle synlige produkter vist i in-store display. Et produkt kan markeres synligt eller ikke-synligt inde i opskrifts-redigeringen – ved hjælp af et flueben nederst på siden (“synlig for butik”).
Produkter, priser, vilkår
Abonnements-modellen
Mister jeg alle mine opskrifter, når jeg lukker mit abonnement?
NEJ! Du mister ikke dine opskrifter. Og heller ikke de ingredienser, du selv har oprettet. Vi sørger for at du kan tage dine data med dig videre.
Der findes p.t. ikke noget standard-format for opskrifter og ingredienser, men vi kan eksportere dine data i de generelle formater XML, JSON og CSV – så vil du med stor sandsynlighed kunne bruge dem i et nyt system – eller lave dem til regneark, dokumenter, eller hvad du nu ønsker.
Hvorfor er det et online system og ikke et program?
FoodInfo er lavet som et online system. Det er der flere grunde til:
- Et online system er som hovedregel væsentlig mindre omkostningstungt at fremstille end et program – særligt hvis man vil køre på flere platforme.
- Et online system skal ikke installeres – man er i gang med det samme. Jo flere steder det skal køre, jo større fordel.
- Et online system kører på samme måde på mange platforme – bare der er en browser.
- Et online system er mere fleksibelt – opdateringer indføres løbende uden at brugeren skal gøre noget.
- Når program og data er i “skyen”, kan du komme til det alle steder fra. Også fra netcaféen i den lille by på ferien, hvis noget “lige” skal fikses.
“Rigtige” programmer har ofte den fordel, at de kan køre hurtigere. FoodInfo er dog på ingen måde noget resource-krævende program, så det er ikke noget problem.
Havde det nu været et “rigtigt” program, havde jeg stadig haft det efter abonnements-ophør?
Hvis vi havde lavet FoodInfo som et program (se mere om hvorfor ikke HER), med jævnlige, betalte opdateringer, ville du jo stadig have selve programmet, selvom du valgte at stoppe med at abonnere – ikke sandt?
Jo, det ville du, men det ville ikke være et program der var sikkert at bruge. FoodInfo bliver løbende opdateret efterhånden som kravene til mærkning ændrer sig, og ikke mindst kommer der opdaterede råvaredata løbende.
Uden disse opdateringer ville FoodInfo ikke være forsvarligt at bruge. Måske lige i de nærmeste måneder efter ophør, men så …
For leverandører
Hvordan kommer vores produkter med i FoodInfo?
Der er forskellige måder hvorpå en leverandørs produkter kan komme med i FoodInfo. Den foretrukne er gennem GS1 TradeSync. Det kræver blot at I underskriver en bemyndigelse på at vi må trække jeres data. Ydermere, hvis ikke jeres data er “Public” i GS1, skal I sætte os som modtager på den enkelte vare.
Alternativt er vi modtagelige for en lang række elektroniske formater af data – kontakt os, og lad os høre hvad I har. Er det ikke en mulighed, må vi falde tilbage på de manuelle metoder, dvs. taste ind fra datablade. Det undgår vi selvfølgelig helst, da det er en fejl-følsom og langsommelig proces. Men som sagt, kontakt os og få en snak om mulighederne.