Kopiering af ingredienslister og fremhævning af allergener


Af og til kan man have brug for at kopiere en ingrediensliste – f.eks. hvis den skal trykkes på noget emballage, eller lignende. I disse tilfælde vil man gerne kunne copy-paste den over i et andet program, f.eks. Word, InDesign eller hvad man nu bruger. Men copy-paste af formateret tekst er ikke helt så simpelt som det kunne lyde. Både “afsender” og “modtager” har nogle friheder til at medtage eller ignorere forskellig formateringer (fonte, farver, fremhævninger mv.), og det kan godt drille.

Hvad kan gå galt?

Hvis man f.eks. i sin Chrome browser, markerer ingredienslisten fra opskriftsvisningen, kopierer den, og indsætter den i et word-dokument, får man skrifttypen og baggrundsfarven med – noget man nok ikke er interesseret i. Forsøger man så at vælge “indsæt uden formatering” i stedet, slipper man for baggrundsfarven og skrifttypen, men også for de fremhævede allergener! Og det er man jo slet ikke interesseret i.

Hvordan løser vi det så?

Derfor findes der i FoodInfo en knap, der netop er beregnet til at kopiere ingredienslisten, og som kun “medtager” de fremhævede allergener – ingen skrifttyper, farver eller andet. Du finder den lige over ingredienslisten:

Når du bruger den, vil kopiering lykkes, og bevare de fremhævede allergener – i de programmer vi har prøvet at indsætte i.

Og hvad hvis det ikke er godt nok?

Der er jo programmer, f.eks. notepad og andre rene tekst-editorer (eller mails med “plain text”), der slet ikke håndterer formatering. Har man således brug for en repræsentation af ingredienslisten, der slet ikke benytter formatering, kan man nu i FoodInfo vælge at fremhæve allergener med STORE BOGSTAVER i stedet for fed skrift. Det foregår ovre i kontrolpanel->indstillinger->ingrediensliste.

Der kan man, udover typografien, også vælge om man vil fremhæve hele ingrediensen, der indeholder et allergene, eller bare den del af navnet der udgør allergenet. Begge dele er lovligt iflg. mærkningsvejledningen.

Mht om man skal/må bruge STORE BOGSTAVER eller fed skrift, så er der også frit valg her – det vigtigste er, at det er tydeligt for den der læser etiketten, databladet, eller hvad der er tale om.

Læs evt. mere i mærkningsvejledningens afsnit 18.2, særligt 18.2.2.