Sur smiley uddelt


Som jeg skrev for nogle måneder siden, kører fødevarestyrelsen her i 2. halvår 2022 en kampagne vedr. mærkning af færdigpakkede varer. Du kan læse artiklen her. Der er ingen tvivl om at de rent faktisk kører denne kampagne – jeg har hørt fra en del, der gerne ville “ruste sig” til besøget, og senest her desværre også én, der har haft en dårlig oplevelse.

Manglende allergener

Jeg har nemlig i denne uge talt med en bager, der har haft besøg af fødevarekontrollen. Hun fik desværre en sur smiley pga. mangelfuld mærkning – specifikt fordi der manglede angivelse af at der var mælk i en leverpostej i en leverpostejs-sandwich. Bageren brugte rent faktisk FoodInfo til at lave sin mærkning, men havde overset nogle røde advarselstrekanter, der betyder, at allergenemærkningen er mangelfuld. Det giver mig anledning til at komme med en stærk opfordring til alle, der bruger FoodInfo:

Check jeres opskrifter igennem og se om der mangler allergene-info.

Hold øje med advarsler!

Jeg ville ønske at det, at bruge FoodInfo, i sig selv var en garanti for at alt altid var i orden. Men der er desværre et par ting man er nødt til selv at være opmærksom på. Derfor denne artikel.

Jeg må dog også sige, hvad der nok ikke er så overraskende, at man er LANGT bedre stillet når man bruger FoodInfo, end når man ikke gør – i det øjeblik fødevarekontrollen melder sin ankomst. Træerne vokser bare ikke helt ind i himlen, desværre.

Hvordan checker man det?

I opskriftslisten ser det i højre side sådan her ud, når der er et problem med allergene-mærkningen – der er røde advarselstrekanter:

Man kan så gå ind på opskriften, og finde “vurderingen” af allergene-mærkningen:

Hvis man vælger “Se detaljer” vil man se dette, hvis der er en ingrediens der helt mangler allerngene-informationer;

Hvad går der galt?

I dette tilfælde skyldes det, at den brugte dressing er en “standard” dressing fra DTU’s fødevare-database – og disse indeholder som udgangspunkt ikke allergene-informationer. Hvorfor ligger der overhovedet ingredienser, der ikke indeholder allergene-informationer, kunne man spørge? Det er fordi FoodInfo bruges til mange forskellige ting – nogle gange er man interesseret i at lave ingredienslister med fremhævede allergener, nogle gange i at lave næringsberegninger, og nogle gange bare at opbevare sine opskrifter og bruge dem i bageriet. Men vi har gjort os umage for at advare så tydeligt som muligt, når der er noget der ikke er som det skal være. I dette tilfælde, med en rød advarselstrekant i opskrifts-listen, og mulighed for at se det udspecificeret inde på selve opskriften.

Hvad er løsningen?

Løsningen er at skifte ingrediensen ud med den konkrete vare, man rent faktisk bruger. Få et datablad fra leverandøren (eller tag et billede af emballagen med mærkningen på) og send det til os, så lægger vi det ind. Du kan herefter bruge “ingredienser->søg og erstat” til at udskifte f.eks. alle forekomster af standard-dressingen, med den ny-oprettede konkrete dressing.

Bemærk, hvis du bruger “søg og erstat” at allergene-kvalitet mærket i opskriftslisten først opdateres når du går ind og gemmer opskriften, efter den er opdateret. Du skulle herefter gerne se et fint grønt flueben i stedet, og din allergenemærkning er korrekt.

Hvis du er i tvivl om noget som helst i denne forbindelse, så skriv til mig på info@foodinfo.dk. Det er vigtigt at det her er i orden!