Lige siden FoodInfo’s spæde start i slutningen af 2014, har det været vores ønske og ambition, at lave et system der var så godt, at BKD ville blåstemple det.
Da Tommy og jeg startede FoodInfo (der dengang hed “Mærket”), var noget af det første vi blev enige om, at vi skulle have fat i BKD, og i en eller anden konstellation arbejde sammen med dem om systemet. Faktisk kontaktede vi dem allerede i november 2014, samme måned som “Mærket” blev stiftet. Vores system var på prototype-stadiet, og BKD var på jagt efter et system til mærkning, som de kunne bakke op om, og anbefale til deres medlemmer. For BKD vidste om nogen, at mærkning var ved at blive et stort problem for mange bagere. Men hverken vi (systemet) eller de var klar til at vi kunne starte et konkret samarbejde på det tidspunkt.
Siden vi kontaktede BKD første gang, er der løbet rigtig meget vand i åen. BKD har med fornuftig grundighed afsøgt markedet for mulige løsninger, og vi har knoklet for at stable et system på benene, der kunne indfri BKD’s forventninger og krav.
Det er derfor en utrolig vigtig milepæl for os, at der nu foreligger en underskrevet samarbejdsaftale. Vi har fået vores “blåstempling”, og BKD har fået et system de kan anbefale – og formidle – til medlemmerne. I vores aftale forpligter vi også hinanden gensidigt til at holde kvaliteten af systemet i top. Det er et arbejde der kræver stærke kompetencer indenfor IT, samt ikke mindst stor, og kontinuerligt opdateret viden omkring fødevarelovgivning. Vi er nu helt med på begge fronter.
Også mht. indhentning af ingrediens-data ser vi en fordel. BKD har selvsagt et stort netværk også blandt leverandører, og det bør nu være oplagt for enhver leverandør, at FoodInfo er den rigtige kanal at distribuere sine ingrediens-data igennem.
Vi ser frem til for alvor at “komme ud over stepperne” med vores system, både hvad angår kvalitet, servicering af eksisterende brugere, tilgang af nye brugere, og tilgang af ingrediens-data i systemet.