Spormærkning


Denne artikel handler om spormærkning, og om hvordan det håndteres i FoodInfo. Den helt korte version: Spormærkning er en frivillig mærkning, og FoodInfo giver mulighed for at man i sin egen ingrediensliste kan vise de spor, som er angivet i ens råvarers ingredienslister. Men der kan være grunde til at ændre eller helt undlade spormærkningen.

Mærkning med ”kan indeholde spor af” er en frivillig mærkning. Det er producentens ansvar at planlægge produktionen således, at kontamination eller anden form for utilsigtet overførsel undgås, sådan at produktet kun indeholder de tilsatte ingredienser.

Fødevarestyrelsen
Foto af Duncan KiddUnsplash

Allergener og “spor af”

Lad os lige træde et skridt tilbage og få styr på allergener i forhold til “spor af” allergener. Din ingrediensliste i FoodInfo får automatisk fremhævet de allergener, som dit produkt indeholder. Dvs. indeholder med sikkerhed, fordi det er tilsat i form af ingredienser. F.eks. indeholder næsten alt bagværk allergenet gluten fordi der er tilsat hvedemel. Mange kager indeholder også mælk og æg – og evt. flere andre allergener som soja, nødder og sesam. Men nogle gange kan producenten ikke garantere at der ikke “er en lille smule” af en eller anden allergen ingrediens i. Det sker ofte fordi den allergene ingrediens anvendes til andre ting på den samme produktionslinje eller i det samme produktionslokale.

Eksempler på hvor spor kommer fra

I et almindeligt bageri kan man f.eks. ikke garantere, at der ikke er en lille smule gluten i et produkt, selvom man har bagt med glutenfri ingredienser. Det er heller ikke utænkeligt at et enkelt sesamfrø kan snige sig med i birkesfranskbrødet. Det er der, spormærkning kommer ind i billedet. Du ser det konkret i ingredienslister, der nogle gange kan slutte med noget á la: “Kan indeholde spor af sesam og hasselnødder”.

Spor fra råvarer

Ingredienslisterne til dine ingredienser (dine råvarer) kan også indeholde spormærkning. F.eks. kan en melblanding have spormærkningen “Kan indeholde spor af sesam og laktose”. Det betyder – i princippet – at dit færdige produkt, som indeholder blandingen, kan indeholde de samme spor. Derfor tager FoodInfo – for en sikkerheds skyld – spormærkningerne fra de ingredienser du bruger, og sætter dem sammen til en samlet spormærkning. Det gør vi ud fra et forsigtighedsprincip – så har man “bruttolisten” af mulige spor.

Men det kan blive for meget

Men faktisk er det heller ikke godt, at være for “hysterisk” med spormærkningen. Hvis der f.eks. er spor af allergen X i en ingrediens, som indgår med 1% andel i din opskrift – så vil man nok sige, at allergen X ikke behøver stå i spormærkningen. Men “nogen” skal vurdere det – og det kan din leverandør være behjælpelig med, eller også kan kontrollanten fra fødevarestyrelsen have en holdning til det. Desværre er det ikke noget man kan “regne ud” umiddelbart. Der er ikke nogle konkrete regler eller grænser man kan støtte sig til.

Hvis fødevarerne ukritisk mærkes med “kan indeholde spor af”, begrænses disse forbrugeres fødevareudvalg unødigt.

Fødevarestyrelsen

Sådan løser vi det i FoodInfo

Igen, det er en frivillig mærkning, så man har lov til helt at udelade den. I FoodInfo giver vi som sagt mulighed for, at man tager alle spormærkninger fra råvarer med. Og så give mulighed for at man kan lave om på dem, hvis “nogen” ønsker det. Det sidste er en ny mulighed vi lige har indført. Det fungerer ganske simpelt: Inde under “avanceret” gruppen i opskrifts-redigeringen, er der kommet denne her sektion:

Her kan du vælge om du vil bruge den automatiske spormærkning (hvilket altid er udgangspunktet), om du undlade spormærkningen, eller om du vil skrive din egen. I eksemplet har systemet fundet “spor af” nødder i en ingrediens, men du vælger at præcisere det til hasselnødder. Bemærk: Ændringen foretages på den enhed man skriver ud fra. Den “arves” altså ikke fra f.eks. delopskrifter til hovedopskrifter, eller fra hovedopskrifter til salgsenheder.

Nyttige facts om spormærkning

  • Man skal så vidt muligt angive den konkrete ingrediens, og ikke bare allergenet – dvs. hvis der er spor af hasselnødder, skal der stå hasselnødder, og ikke blot nødder.
  • I listen af ingredienser efter “Kan indeholde spor af” skal allergenerne ikke være fremhævet.
  • Allergener, som allerede indgår “rigtigt” i ingredienserne, skal ikke angives som spor.

Mere om spormærkning

Du kan læse mere om spormærkning i “Vejledning om mærkning af fødevarer” (pdf fil) – det findes i afsnit 18.4, på side 177 (ja, det er et lidt halvstort dokument).