Nu har vi IGEN lyttet …


Når vi møder bagere og konditorer til workshops, eller ude i bagerierne, kommer vi ofte til at tale om hvordan FoodInfo virker i forhold til de udfordringer, man faktisk står med ude “i den virkelige verden”. Og det sker ikke så sjældent, at vi får øje på en mulighed for forbedring. Så bliver vi rigtig glade, og får det designet ind i FoodInfo, og implementeret.

Det er lige præcis hvad der er gået forud for disse 4 ændringer, som mange vil kunne have glæde af. Tak til Thomas B, Claus H og Jørgen F for forslagene :-).

Separate “hotlister” for mester, butik og bageri

Du har forhåbentlig prøvet “hotlisten”, eller “bålet”, som mange bare kalder det. Hvis ikke, så har du snydt dig selv for noget smart (se HER), men ellers, så ved du at det viser dig de seneste 8 opskrifter du har været inde på.  Men problemet var, at det var for hele virksomheden – så ligegyldig om mester, én fra butikken, eller én fra bageriet havde været inde på en opskrift, så blev det gemt i den samme hotliste. Og så var der dem, der synes at 8 opskrifter var lidt i underkanten.

Derfor har vi nu lavet det sådan, at der er separate hotlister for mester, butik og bageri – så f.eks. de opskrifter, man hele tiden bruger ude i bageriet, de ligger og cirkulerer i bageriets hotliste, og tilsvarende dem man ofte bruger ude i butikken, de ligger dér. Og når mester sidder og roder med opskrifterne, “ødelægger” han ikke sine medarbejderes hotlister.

Desuden er hotlisterne for butik og bageri udvidet til 20 opskrifter, så der er plads til noget mere end før.

“Udskriv mange” – nu på to måder

Da vi udviklede “udskriv mange” funktionen, var det med henblik på den situation, at man f.eks. ville udskrive en stak produktblade eller skilte til en række produkter – altså med et anderledes layout end produkterne normalt blev skrevet ud med – og ens layout for alle. Det var det også rigtig fint til. Men der kan også være en anden grund til at man vil udskrive mange: Nemlig at man simpelthen skal skrive labels ud til dagens produktion af en hel række produkter – i varienrende antal.

Derfor findes der nu 2 varianter af “udskriv mange”. Vi har også lavet det sådan, at du kan angive antal udskrifter af hver, individuelt pr. produkt. Og gjort det nemmere at til/fravælge produkter og evt. hele kategorier.

Kalkulation – nemmere at indtaste priser

Hvis du har prøvet at indtaste priser, fordi du vil lave kalkulation på et bestemt produkt, så har du sikkert også oplevet at det kan være lidt bøvlet at finde de ingredienser, man skal have lagt priser ind for, for at kalkulere netop dét produkt.

Vi har derfor lavet det sådan, at når man går fra kalkulationen til pris-indtastningen (det der før var en blå link der hed “gå til indtastning af indkøbspriser) – så kommer man nu til en liste, ikke med ALLE ingredienser som før, men kun med dem man skal bruge, for at lave kalkulation på det givne produkt. Så kan man hurtigt få dem udfyldt, uden at skulle “pendle” frem og tilbage mellem kalkulationen og listen over indkøbspriser.

Antal styk, eller vægt pr. styk?

Når du har indtastet en opskrift er den en god idé aht. kalkulation og andre ting, at angive (stadig i opskrifts-redigeringen) hvor mange produkter der bliver ud af den indtastede mængde dej. MEN – ofte kender man ikke lige det tal – men man ved til gengæld næsten altid hvor meget hvert enkelt produkt skal veje (i dejvægt) – og så kan man jo lige så godt angive det, og lade systemet regne antallet ud, udfra den totale dejvægt. Det har vi givet mulighed for nu. Hvis man indtaster antal styk, regner den vægten pr styk ud, og omvendt. Beregningen sker, så snart man forlader (klikker udenfor) feltet, eller trykker “gem”.